Honning er ikke 'bare' honning
Der findes en honning til alle anledninger. Om det er sødt, surt, salt, bittert....eller umami. Bredt sagt findes der en honning til alle måltider og typer af mad. Om det er dessert og bagværk, varme eller kolde drikke, brunch, på pandekagerne, hovedretter, eller oplagt - som i vores tilfælde - til virkeligt god ost. Alle vores honninger kommer fra Vallé d'Aosta og Piemonte i det nordvestlige Italien.
I La Bella Vita har vi to såkaldte 1000-blomster honninger, hvor bierne henter nektar fra forskellige blomster et bestemt sted. Det kan eksempelvis være i en frodig dal eller højt på bjerget. Alt efter placeringen er honningen meget forskellig i smag, aroma, farve og konsistens, fordi vegetationen er forskellig. Selv inden for små afstande kan der være stor varians.
Vi har også fem mono-honninger, hvor bierne primært henter nektar fra den samme type blomst. Det giver en distinkt smag, aroma, farve og konsistens, som gør, at de grundlæggende karakteristika i store træk er ens år efter år. Og - det er så alligevel med varians fra år til år, og fra sted til sted. Det er et levende produkt, der afspejler verden, Ja, man kan vel sige, at honning er essensen af et bestemt sted. Det er der skønhed i, og det kan vi godt lide.
I en kastanjehonning går bierne primært på kastanjeblomsterne, og det giver honningen en distinkt aroma, smag, farve og konsistens. Men det er (heldigvis) ikke mere systemisk end, at står der en lille nuttet timian ved siden af, så tager de nok en tår af den også....og det kan man godt forstå (Vi arbejder hårdt på at få en timianhonning i sortimentet).